23948sdkhjf

Danske supermarkeder dropper vandslugende avocadoer

Plantager i provins i Chile bruger så meget vand til at dyrke avocadoer, at det går ud over lokalbefolkningen.
To af landets største dagligvarekæder har ændret deres indkøbspolitik for avocadoer fra Chile.

Den grønne frugt er så populær hos forbrugere i de vestlige lande, at det indirekte har ført til vandmangel og skovfældning i den chilenske provins Petorca. Det viser en undersøgelse fra mediet Danwatch.

- Da vi blev kontaktet af Danwatch i forbindelse med rapporten, gik vi i dialog med vores leverandører, og vi bad dem om at tage de nødvendige foranstaltninger for at undgå at købe varer fra plantager, der har været involveret i ulovlig udvinding af vand, siger Aldis kommunikationschef, Thomas Bang, til Politiken.

Chile er blandt de store eksportører af avocadoer. Over halvdelen dyrkes på plantager i Petorca-provinsen. Men vandforbruget er stort.

I gennemsnit kræver det 70 liter vand at producere en avocado. I Petorca kræver det over fire gange så meget vand, nemlig 320 liter.

Også Dansk Supermarked har ændret politik, efter det blev bekendt med problemerne i provinsen, oplyser pressechef Mads Hvitved Grand til Politiken.

Dansk Supermarked køber nu avocadoer fra andre leverandører eller lande for at undgå områder med vandknaphed.

Ifølge rapporten fra Danwatch er floderne i Petorca-provinsen tørret ud efter avocadoplantager i stort antal er flyttet til området.

Lokalbefolkningen er alvorligt ramt af vandmangel og har ifølge Matias Guiloff, professor ved universitetet Diego Portales i Chile, fået overtrådt deres menneskeret til vand.

- Vi taler om mennesker, der på daglig basis konfronteres med vandmangel, og som er nødt til at få vand bragt med lastbiler. Jeg mener ikke alene, at det påvirker deres mulighed for at leve et liv med værdighed. Det påvirker også deres mulighed for at videreføre deres traditionelle familielandbrug, siger han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095